Officielt: Thomas Thune Andersen ny formand i Dong

Thomas Thune Andersen bliver ny bestyrelsesformand i Dong Energy.

Det bekræfter energiselskabet til fondsbørsen.

- Thomas Thune Andersen har mange års erfaring fra energisektoren og sidder i dag i bestyrelsen i en række internationale virksomheder, der beskæftiger sig med energi, logistik og distribution, skriver selskabet i meddelelsen.

Erhvervsmanden tiltræder imidlertid ikke formandsposten, når Dong holder generalforsamling onsdag. Han er nemlig stadig bestyrelsesmedlem i energiselskabet Scottish & Southern Energy (SSE), der producerer el og naturgas i Storbritannien og Irland.

- Idet SSE og DONG Energy har et partnerskab inden for vindenergi, skal Thomas Thune Andersen udtræde af SSE's bestyrelse, før han kan vælges som formand for DONG Energy, lyder det i fondsbørsmeddelelsen.

I stedet sker tiltrædelsen først formelt på en ekstraordinær generalforsamling.

Derfor bliver Benny D. Loft valgt som formand på den ordinære generalforsamling onsdag, hvor han vil sidde i den mellemliggende periode.

58-årige Thomas Thune Andersen forlod i 2009 sin position som topchef for Maersk Oil, efter at han i 32 år havde arbejdet i det lyseblå konglomerat, A.P. Møller - Mærsk.

Siden sin afsked med den danske rederigigant har Thomas Thune Andersen siddet i en række forskellige bestyrelser i udlandet, hvor han altså i øjeblikket blandt andet sidder i bestyrelsen hos Scottish and Southern Energy.

Thomas Thune Andersen vil afløse Fritz Schur, der efter ni år siger farvel som formand for Dongs bestyrelse.

/ritzau/

Dagens Gossip