Officielt: United køber argentinsk landsholdsback

Skrevet af admin

19/08/2014

Dagens topnyheder

Den engelske storklub Manchester United har forstærket holdet med den argentinske forsvarer Marcos Rojo, der hidtil har spillet for Sporting i Lissabon.

Uniteds portugiser Nani går den anden vej på en etårig lejeaftale som et led i handlen, skriver Sporting på sin Twitter-konto.

Marcos Rojo var fast mand på det argentinske landshold under sommerens VM-slutrunde og var således med til at hjemføre sølvmedaljer fra turneringen i Brasilien, hvor han hovedsageligt blev benyttet som venstre back.

Han kan dog også bruges som midterforsvarer - en position, hvor den nye manager i Manchester United, Louis van Gaal, er meget opsat på at finde forstærkninger.

Indkøbet kommer tre dage efter, at den kriseramte storklub indledte den nye sæson med at tabe 1-2 på hjemmebane mod Swansea.

Et nederlag, der fik van Gaal til at kræve nye og bedre spillere på pressemødet bagefter.

/ritzau/