Officielt: Zohore er Brøndby-spiller

Så lykkedes det. Brøndby præsenterede torsdag aften den 19-årige angriber Kenneth Zohore på en lejeaftale frem til sommeren 2014 efter et langstrakt forhandlingsforløb. En lejeaftale, hvor Brøndby også har sikret sig en købsoption.

- Vi har søgt og fundet den spidsangriber, der kan være med til at løfte vores hold. Dermed har vi fået opfyldt endnu et af vores ønsker i dette transfervindue. Vi skal have sund konkurrence om pladserne i Brøndby IF, og vi er glade for, at vi har fået tilført en stærk angriber som Kenneth, siger sportschef Per Rud på klubbens website.

Per Rud fortæller om det lange forhandlingsforløb, at det har været Fiorentina, der ikke har villet slippe Zohore. Handlen kom på plads alene fordi den tidligere FCK-angriber selv insisterede på at komme væk.

- Kenneth er meget sulten efter at komme i gang i Brøndby, og det er ene og alene Kenneths fortjeneste, at det her er gået i orden. Fiorentina har på intet tidspunkt ønsket at udleje eller sælge ham, men vi er glade for, at vi med vedholdenhed er lykkedes med opgaven, siger Rud.

Cheftræner Thomas Frank kender Kenneth Zohore fra det U19-landshold, Frank var træner for, inden han kom til Brøndby. Og BIF-træneren er ikke i tvivl om, at Zohore vil blive et væsentligt aktiv på Vestegnen.

- Han kan bruges som spilstation, hvor han med sin store fysik er dygtig til at holde fast i bolden og interagere med sine holdkammerater. Dernæst har han en fart og et øje for dybdeløb, der kan true modstanderens bagrum, og så kan han score mål, siger Frank og fortsætter:

- Jeg betragter derfor Kenneth som en rigtig god tilføjelse til holdet, og han styrker i høj grad den interne konkurrence, som vi ønsker at have på alle pladser.

Kenneth Zohore, der har scoret 19 mål i 42 U-landskampe, startede træningen med Brøndby allerede torsdag og forventes at være med i truppen, når Brøndby møder Viborg fredag.

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV