Ofre fra Germanwings-styrt er kommet hjem til Tyskland

Skrevet af admin

10/06/2015

Mest læste i dag

44 ofre er tirsdag blevet fløjet fra den franske by Marseille til Düsseldorf i Tyskland.

Der er tale om omkomne fra Germanwings-tragedien i marts, hvor andenpiloten formentlig med vilje styrede et Airbus-passagerfly ind i en klippevæg i Alperne. I alt 150 personer mistede livet i ulykken.

Flyet med de 44 kister om bord landede i Tyskland sent tirsdag aften, oplyser en talsmand for Lufthansa, som ejer lavprisselskabet Germanwings.

Onsdag vil familierne til de omkomne få mulighed for at se kisterne i en hangar i Düsseldorf, skriver BBC. Ofrenes hjemkomst betyder samtidig, at familierne vil kunne holde begravelser.

I alt var der 72 tyskere blandt de dræbte. Flyet var på vej fra Barcelona til Düsseldorf, da det styrtede ned.

16 af ofrene gik på Joseph-König-Gymnasium i Haltern og var på vej hjem fra en studietur i Barcelona. Pårørende til skoleeleverne klagede i sidste uge over, at hjemsendelsen af ligene ville blive udsat.

Det står ikke umiddelbart klart, om netop de 16 er blandt dem, der nu er kommet til Tyskland.

- Efter denne særlige flytning til Düsseldorf vil de andre ofre løbende blive flyttet til deres hjemlande i de kommende uger, skriver Lufthansa i en meddelelse.

- Lufthansa er i tæt kontakt med de pårørende for at sikre, at flytningen af ofrene bliver gennemført på en måde, som de pårørende ønsker, fortsætter selskabet.

Retsmedicinere afsluttede sidste måned deres arbejde med at identificere ligdele af de 150 personer om bord på Germanwings-flyet.

Flyet ramte bjergvæggen med så voldsom en kraft, at flyet knustes i småstykker. Ingen af de 150 omkomne blev fundet som hele lig.

/ritzau/AFP