Ofre for skadestuevold er Hells Angels-venner

Det var en helt ny bandefraktion med nære relationer til Hells Angels, der natten til den 21. august sidste år stod bag det skudopgør ved en eid-fest i Vollsmose, der endte med et stormløb på skadestuen på Odense Universitetshospital, skriver Fyens Stiftstidende

Det fik medlemmerne af Folketingets retsudvalg at vide, da de i går i kulturhuset i Vollsmose bag lukkede døre fik politiets version af hændelserne.

På mødet blev politikerne præsenteret for den nyhed, at Hells Angels i Odense nu har tilknyttet en gruppe dybt kriminelle indvandrere tættere til klubben via en støtteafdeling, der kalder sig Black Angels.

I forvejen har man ungdomsafdelingen AK81.

- Det, at vi nu også ser folk som dem i Black Angels, udfordrer os yderligere. Det er folk, der på ingen måde er velkomne i Vollsmose, og det er nogen, vi holder nøje øje med, forklarede politidirektør Poul Løhde efter mødet, hvor også medlem af udvalget Peter Skaarup (DF) havde noteret sig, at Hells Angels som det første sted i landet nu har fået sig en afdeling alene for folk med indvandrerbaggrund.

- Det er klart, at den oplysning er med til at nuancere det, der skete i Vollsmose. Men det ændrer ikke ved, at vi stadig undrer os over, hvorfor man ikke har sigtet flere. Både for det, der skete i Vollsmose, men også for stormløbet på skadestuen, sagde Peter Skaarup.

Hvor mange unge, der går under navnet Black Angels, vil Poul Løhde ikke ud med.

- Det kan også være svært at opgøre, for det er jo ikke en forening med medlemsbøger osv.

Ifølge Fyens Stiftstidendes oplysninger rummer afdelingen dog mindst en håndfuld medlemmer.

Kilde: Fyens Stiftstidende

Dagens Gossip