Ofrene fra Field's-skyderi risikerer fængsling

To unge, der onsdag blev ramt af skud i parkeringskælderen i indkøbscentret Field's, risikerer at blive varetægtsfængslet.

Københavns Politi oplyser torsdag formiddag, at begge de unge kræves fængslet i et grundlovsforhør.

De to sårede sigtes for drabsforsøg, oplyser vicepolitiinspektør Lau Thygesen.

Desuden fremstilles seks andre anholdte i retsmødet, og de sigtes for drabsforsøg.

Politiet mener, at der blev affyret skud fra begge sider, da de to grupper stødte sammen i indkøbscentret.

De to, der blev såret, er henholdsvis 17 og 18 år. Den førstnævnte er fortsat indlagt på hospital og kan derfor ikke selv være til stede.

To grupperinger opsøgte bevidst en konfrontation i indkøbscentret, mener politiet.

Først blev der truet med stikvåben og skydevåben. Og til sidst blev der affyret flere skud fra i hvert fald to skydevåben.

Politiet eftersøger yderligere en person i sagen, lyder det.

Vidner har fortalt, hvordan flere af de unge var maskerede, og at grupperne skændtes højlydt på flere etager i Field's, før der til sidst blev affyret skud i parkeringskælderen.

- Vi har fundet et skydevåben, siger Lau Thygesen til Ritzau torsdag ved middagstid.

Betjente leder fortsat efter det andet våben, som angiveligt blev brugt under konfrontationen.

Han vil ikke kommentere, om det blodige sammenstød skal ses i sammenhæng med et skyderi, som tidligere på ugen foregik i boligområdet omkring Peberhaven og Persillehaven i Herlev.

Her blev en 21-årig mand ramt, som i første omgang var i livsfare.

/ritzau/

Dagens Gossip