O'Grady fastholder: Jeg dopede mig kun én gang

Først da jorden for alvor brændte under ham sidste sommer, indrømmede den tidligere CSC-rytter Stuart O'Grady, at han tog doping i karrieren.

Men kun én gang - i optakten til Tour de France i 1998 - og aldrig mere. Og den påstand fastholder australieren i sin nye bog, "Battle Scars".

- For mig ændrede alting sig i 1998 med Festina-sagen. Jeg så folk, der fik håndjern på og røg i fængsel. Når det sker, fordi man kører på cykel, så er det et stort wake up-call, og det gjorde forskellen for mig.

- Jeg er sikker på, at det også gjorde det for mange andre, men desværre ikke for alle, siger han i et interview med Cyclingnews i forbindelse med bogudgivelsen.

Stuart O'Grady hævder, at han ikke var klar over, hvor udbredt brugen af doping var blandt kollegerne, selv om han altså også selv blev fristet af de ulovlige midler.

- Jeg vidste det ikke. Jeg ville ikke tro, at de mænd, som jeg konkurrerede med, snød.

- Jeg vidste ikke, at Lance Armstrong eller Matthew White snød, og det kom fuldstændigt bag på mig. Jeg ved kun, hvad jeg selv har gjort, siger den rutinerede australier, der deltog 17 gange i Tour de France, inden han indstillede karrieren.

Stuart O'Gradys indrømmelse af at have dopet sig faldt først sidste sommer, og den kom samme dag, hvor det franske senat offentliggjorde en rapport om brugen af epo under Tour de France i 1998.

/ritzau/

Dagens Gossip