Oh Land afslører: Her er barnets køn

Skrevet af admin

26/10/2015

Mest læste i dag

Tidligere i oktober overraskede Oh Land alle på de sociale medier, da hun afslørede, at hun var fem måneder henne i graviditeten af sit første barn ved at poste et billede af en sparkedragt.

- Det begynder at blive lidt svært at skjule, Oh Land-baby møder verden om cirka fire måneder, skrev "Speak Out Now"-stjernen i et opslag, som hun delte på både Instagram, Facebook og Twitter.

Sammen med kunstnermanden Eske Kath venter den 30-årige danske sangstjerne et lille vinterbarn, og det bliver altså en dreng, som flere allerede har gættet, fordi der på billedet af sparkedragten også var to små futter med lyseblå pomponer.

Det fortæller hitsangerinden selv på sin Instagram-profil i et opslag i forbindelse med lørdagens store Knæk Cancer-indsamling på TV 2, hvor hun var iført en champagnefarvet kjole, der smygede sig om den spirende baby-bule.

- Mig og baby-drengen til sidste aftens (lørdag, red.) Knæk Cancer-event. Så stolt over jer, Danmark - sammen indsamlede vi 145 millioner kroner til cancerforskning, skrev den populære popsangerinde.

Oh Land, hvis borgerlige navn er Nanna Øland Fabricius, giftede sig med Eske Kath i sommeren 2013 efter mange års forhold.

- Eske har altid været meget opmuntrende og forstående. Er man sammen med en anden kunstner, er der en gensidig forståelse for, hvor vigtig kunstnen er. Og det har vi helt klart været. Nu - tror jeg - er vores forhold blevet sådan, at vi sætter hinanden som det vigtigste i vores liv, sagde Oh Land om gemalen i et interview med Alt for damerne fra 2013.

Oh Land, der for nylig var aktuel i musikfortolknings-programmet Toppen af Poppen, kan ses i finalen af Voice Junior fra lørdag klokken 20 på TV 2.

Se det søde billede af Oh Land her: https://instagram.com/p/9QT5-CyKqY/?taken-by=ohlandmusic

/ritzau/FOKUS