Oklahoma er centimeter fra omfattende abort-forbud

Skrevet af admin

20/05/2016

Dagens topnyheder

Kun hvis en gravid kvindes liv er i fare, må hun få en abort.

Det mener et flertal af politikerne i den amerikanske delstat Oklahoma, hvor et forslag mod abort torsdag er blevet vedtaget med stemmerne 33-12 uden en debat forud for afstemningen.

Lovforslaget betyder ifølge The Guardian, at en læge, der udfører en abort, kan risikere op til tre års fængsel. Samtidig risikerer lægen at miste retten til at praktisere.

Der er kun én gyldig grund til at få en abort, og det er hvis kvinden risikerer at dø på grund af komplikationer med graviditeten.

Bag forslaget om stort set komplet forbud mod abort står republikaneren Nathan Dahm.

- Eftersom jeg tror på, at livet begynder ved undfangelsen, bør det beskyttes, og jeg mener, at det er en af kerneopgaverne for staten at beskytte det liv fra begyndelsen, siger Dahm til tv-stationen ABC.

Han har gjort det klart, at formålet med lovforslaget er at få ændret en dom fra USA's højesteret, der i 1973 tillod abort i landet.

Oklahomas guvernør, Mary Fallin, har nu indtil onsdag til at underskrive loven eller nedlægge veto mod den. Talsmand Michael McNutt siger ifølge ABC, at hun også kan gøre forslaget til lov "uden at godkende det", når fristen på fem dage er udløbet.

Mary Fallin er republikaner og kendt for at være imod abort. Hun anses for at være en af de potentielle kandidater til posten som præsidentkandidat Donald Trumps vicepræsident i en valgkamp.

Modstandere af forslaget har allerede indikeret, at de vil udfordre forslaget ved en domstol, hvis det omdannes til lov.

- Det her er åbenlyst et forslag, der strider mod forfatningen og aldrig vil kunne tåle at komme under juridisk lup, siger Ilyse Hogue fra organisationen Naral Pro-Choice America, der arbejder for et frit valg i abortspørgsmålet.

- Det her er et pinligt, nyt lavpunkt i bevægelsen mod frie valg, siger hun videre til The Guardian.

Oklahoma har i dag blot to abortklinikker, efter at myndighederne de senere år har indført en række restriktioner for abort.

Flere af politikernes tiltag er dog aldrig blevet indført.

Blandt andet afviste den amerikanske højesteret i 2013 at tage en sag op, hvor en lov fra Oklahoma var faldet til jorden. Oklahoma ønskede da at tvinge en gravid kvinde til at se sit foster på en ultralydsskanning, før hun måtte få en abort, skriver ABC.

/ritzau/