Oklahoma-tornadoer dræber mindst fem personer

En voldsom storm har igen ramt den amerikanske stat Oklahoma, hvor folk forsøger at komme i sikkerhed for både en serie kraftige tornadoer og tordenbyger. Mindst fem er dræbt, skriver flere amerikanske medier.

For mindre end to uger siden omkom mindst 24 personer, da en stor tornado ramte delstaten.

En mor og hendes lille barn blev dræbt vest for Oklahoma City, da deres bil blev løftet op af uvejret. Mellem 40 og 50 personer er såret - heraf er flere i kritisk tilstand.

Flere af de sårede er kommet til skade på en hovedvej, hvor biler er stødt sammen og blev kastet rundt i stormen. Myndighederne frygter for de mange billister, der sidder fast i trafikken.

- Trafikken på hovedvejen står helt stille. Vi beder folk om at komme af vejen og søge ly med det samme. Vi er i en alvorlig situation, siger Betsy Randolph, talskvinde for færdselspolitiet i Oklahoma.

Vejrmyndighederne advarede om en stor tornado, der kunne rammnewe storbyen Oklahoma Citys tætbefolkede vestlige forstæder. Den blev betegnet som "stor og ekstremt farlig" og potentielt destruktiv, rapporterer CNN.

- En ekstremt ustabil luftmasse har udviklet sig over det meste af det centrale og østlige Oklahoma, lød det fra vejrtjenesten, der advarede om en "særdeles farlig situation".

Hovedlufthavnen i området blev evakueret på grund af tornadotruslen, og samtidig mistede godt 170.000 mennesker strømmen i Midtvesten, skriver CNN.

Flere tornadoer har allerede slået ned ved El Reno, der ligger 50 kilometer vest for Oklahoma City. Både huse og biler er ødelagt. I området er der også set hagl på størrelse med tennisbolde.

En tornado slog også ned i Oklahoma City-forstaden Moore, der var det hårdest ramte område i den seneste tornado-katastrofe i staten. Her jævnede en kæmpe tornado, der var op til tre kilometer bred, praktisk talt Moore med jorden.

USA oplever hvert år omkring 1200 tornadoer. Særligt staterne Kansas, Oklahoma og Texas bliver ramt.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip