Okore-blunder hjælper Liverpool til sejr

Skrevet af admin

17/01/2015

Dagens topnyheder

Den danske landsholdsforsvarer Jores Okore har høstet stor ros for sine præstationer for Aston Villa i de seneste par måneder, men lørdag tog han sig lidt af en blunder, da Liverpool scorede det første mål i sejren på 2-0 på Villa Park i Premier League.

Ved et indlæg fra højre var Okore slet ikke opmærksom på, at Fabio Borini stod helt umarkeret bag ham, og så kunne Liverpools italienske angriber let score til 1-0 midt i første halvleg. Bortset fra den situation spillede Okore dog en godkendt kamp.

Liverpool måtte undvære den skadede anfører Steven Gerrard, men selv uden ham var udeholdet altdominerende. I hans fravær var Jordan Henderson en glimrende boldfordeler på midtbanen.

Liverpool skabte flere chancer til at udbygge føringen, og oftest var Borini afslutteren. Han burde have fordoblet sin måltotal i kampen.

Efter pausen risikerede Aston Villa lidt mere i jagten på en udligning, men holdet er helt uden offensiv selvtillid.

Villa kom til kampen uden at have scoret i fire kampe i træk, og det skete altså heller ikke i den femte.

Efter en times spil fik Christian Benteke hjemmeholdets hidtil største chance, mens hans hårde afslutning sad lige på målmand Simon Mignolet.

Men det var Liverpools kamp, og det var helt fortjent, at udeholdet kunne lukke kampen til 2-0 med 12 minutter tilbage.

Den udskældte angriber Rickie Lampert, der syv minutter forinden havde erstattet Borini, scorede med et fladt hug fra kanten af straffesparksfeltet til stor frustration hos hjemmeholdets fans.

Aston Villa-tilhængere havde inden kampen planlagt en protestaktion på grund af klubbens skuffende resultater. De ville blive væk fra tribunen Holte End på Villa Park i kampens første otte minutter. Men aktionen lod ikke til at have bred opbakning.

De utilfredse Villa-fans er dog næppe blevet venligere stemt over for klubben efter lørdagens kamp. Holdet har ikke scoret i Premier League i 2015, og nedrykningsstregen kan rykke endnu nærmere, hvis Hull søndag henter point mod West Ham.

I den anden ende rykkede Liverpool foreløbigt op på syvendepladsen med 35 point for 22 kampe.

/ritzau/