OL-drømmen brast: Ishockeylandsholdet er ude

Det skulle være kulmineret på søndag med den forventede gruppefinale mod Hviderusland, men Danmarks bestræbelser på at få ishockeyherrerne kvalificeret til OL i Sochi strandede allerede fredag aften i Vojens.

Her tabte Danmark 1-2 til Slovenien, som efter to sejre i to kampe ikke længere kan vippes af gruppens førsteplads, der giver OL-adgang.

Dermed led drømmen om at kvalificere sig til de olympiske lege for første gang nogensinde endnu engang et knæk. Danmark kunne simpelthen ikke gøre arbejdet færdigt, selv om chancerne var der.

Spillerne virkede nøjagtigt som dagen før mod Ukraine tyngede af forventningspresset og kampens alvor.

Slovenerne derimod var hurtige på skøjterne og kombinerede sig hurtigt og vakst igennem danskernes rækker.

Specielt deres førstekæde voldte problemer og skabte flere store chancer i første periode, hvor målmand Frederik Andersen endnu engang måtte redde sit hold inde på stregen.

Det kunne han dog ikke, da David Rodman fik lov at skøjte tæt ind under mål i begyndelsen af anden periode og uden problemer kunne bringe Slovenien foran 1-0.

Det vækkede til gengæld det danske hold. Bare 43 sekunder senere snurrede Nichlas Hardt rundt efter en faceoff i modstanderens zone og trak pucken op i hjørnet af målet til 1-1.

Herefter blev Slovenien belejret, og danskerne havde flere store chancer for at bringe sig foran.

Men endnu engang slog Rodman til for Slovenien og bragte igen sit hold på OL-kurs med et flot 2-1-kontramål.

Dermed var Danmark presset endnu længere frem i tredje periode, for et nederlag i ordinær tid ville betyde OL-farvel.

Og pucken blev da også pumpet ned i modstanderens ende, men ind ville den ikke, selv om landstræner Per Bäckman også forsøgte sig med at tage målmanden ud til sidst og spille en mand i overtal i marken.

Slovenerne holdt stand og kunne til sidst juble uhæmmet over, at det i stedet er dem, der nu skal til OL for første gang.

OL-kvalifikationsturneringen i Vojens er godt nok afgjort, men derfor skal der alligevel afvikles yderligere to kampe søndag.

Her får Danmark mulighed for at sige farvel til hjemmepublikummet med et opgør mod Hviderusland, mens Slovenien kan spille paradekamp mod Ukraine.

Danmark har dog fortsat chance for at få et ishockeyhold med til Sochi.

Kvindelandsholdet er højst overraskende nummer et i sin kvalifikationsgruppe i Slovakiet og kan med en sejr over Japan søndag tage det sidste og afgørende skridt.

/ritzau/

 

Dagens Gossip