OL-fakkel skudt ud i rummet

Skrevet af admin

07/11/2013

Dagens topnyheder

Den OL-fakkel, der skal bruges til åbningsceremonien ved vinter-OL i Sotji i 2014, har forladt jorden i en rumraket tidligt torsdag morgen dansk tid.

Den er på vej til Den Internationale Rumstation, ISS, der kredser om Jorden. Rejsen ventes at vare seks timer, oplyser den amerikanske rumorganisation Nasa.

Faklen blev opsendt i en Sojus-rumkapsel fra basen i Bajkonur, der ligger i Kasakhstan. Om bord er en russer, en japaner og en amerikaner. De olympiske ringe er malet på rumkapslen.

Af sikkerhedshensyn bliver faklen på intet tidspunkt antændt under rumturen, som er en del af den lange rejse, som OL-faklen tilbagelægger forud for den store sportsbegivenhed næste år.

Lørdag klokken 15.30 dansk tid skal to russere på ISS på spadseretur uden for rumstationen, og de tager faklen med.

Vinter-OL i Sotji ved Sortehavet menes at være det dyreste OL nogensinde.

Omkostningerne vurderes til 50 milliarder dollar - 225 milliarder kroner - og der er også store sikkerhedsproblemer og frygt for, at muslimske terrorister fra oprørske Kaukasusprovinser vil slå til.

Ruslands behandling af homoseksuelle og andre racer end hvide skaber også frygt for chikane under OL.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har sagt til Den Internationale Olympiske Komite, at myndighederne vil gøre alt for, at alle føler sig godt tilpas under OL.

/ritzau/Reuters