OL i Madrid er bedst for Danmark

Frygten for naturkatastrofer og radioaktivt læk, et højspændt politisk miljø med demonstrationer mod regeringen og en skrantende økonomi.

Både Tokyo, Istanbul og Madrid - som alle bejler til at blive vært for sommer-OL i 2020 - har ting, som taler mod et værtskab.

Alt det skal den internationale olympiske komité (IOC) på sin session i Buenos Aires tage stilling til.

Kronprins Frederik skal som Danmarks IOC-medlem i aften dansk tid være med til at stemme om det eftertragtede værtskab.

Ifølge formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Niels Nygaard, er Tokyo svag favorit i et jævnbyrdigt kandidatfelt.

- De har en flot infrastruktur, sportsanlæggene er næsten på plads, der er et stabilt politisk system, og økonomien er i orden, så der er mange ting, som taler for Tokyo, siger Niels Nygaard, der er rejst med kronprinsen til Argentina.

Men der er ifølge Niels Nygaard en reel frygt blandt IOC-medlemmerne, hvad angår naturkatastrofer som tsunamier og jordskælv omkring Tokyo.

Det hjalp næppe på frygten, at der i forrige uge var et læk af radioaktivt vand fra det ødelagte atomkraftværk Fukushima - kun 200 kilometer fra Tokyo.

- Netop de ting er nok Tokyos største problem, og så taler det faktisk også mod Tokyo - og Madrid for den sags skyld - at OL aldrig er blevet holdt i et muslimsk land. Det taler for Istanbul.

- På den led scorer Istanbul nogle point, og Tokyo har haft OL før (1964, red.), siger Niels Nygaard.

Men også Istanbul har faktorer, som trækker ned, fortæller DIF-formanden, der har Istanbul som næststørst favorit inden afstemningen.

- De demonstrationer (mod regeringen, red.), der har været, og de massive dopingsager, som er kommet frem på det seneste, trækker ned.

- Og så kan der oven på den Sochi-debat, vi lige har haft med den russiske homo-lovgivning være en smule nervøsitet for, om der kan være lignende problemstillinger i Tyrkiet.

- Altså om de kulturelle forskelle kan blive et problem, forklarer Niels Nygaard med henvisning til den hidsige debat om Ruslands kontroversielle homo-lovgivning, der har set dagens lys forud for vinter-OL i russiske Sochi næste år.

Madrid får sværest ved at få værtskabet, vurderer Niels Nygaard. Spaniens økonomiske problemer og det faktum, at OL mange gange er blevet holdt i Europa, trækker en del ned.

Netop Madrid ville ellers være mest optimalt for Danmark, indrømmer Niels Nygaard.

- Ulempen med Tokyo er med vores briller selvfølgelig tidsforskellen, og at man kommer til en anden verdensdel.

- Hvis vi kigger egoistisk på, hvad der ville være nemmest for vores egne atleter, så ville Madrid være bedst. Det ligger tæt på, i den samme tidszone, og vi så, hvor godt det gik for os ved OL i 2012 under de omstændigheder, siger han.

Foruden 2020-værtskabet skal der tirsdag vælges en ny IOC-præsident, og så skal der i morgen, søndag, tages stilling til, om enten brydning, softball/baseball eller squash får lov til at være med på OL-programmet i 2020 og 2024.

Om Tokyo, Istanbul eller Madrid får 2020-værtskabet offentliggøres mellem klokken 22 og 22.30 dansk tid.

/ritzau/

Dagens Gossip