OL-skipper bekymrer sig ikke om terrorangreb

Skrevet af admin

30/12/2013

Dagens topnyheder

I den russiske by Volgograd har der de seneste dage været voldsomme terrorangreb, hvor mindst 29 mennesker er blevet dræbt.

Cirka 900 kilometer fra terrorens centrum ligger byen Sochi, hvor der om under seks uger bliver afholdt vinter-OL.

Her deltager den danske curlingskipper Rasmus Stjerne, men han er ikke bekymret for sikkerheden ved legene.

- Man bliver påvirket, og det er ubehageligt, at der sker sådanne ting. Men vi er fortrøstningsfulde. Der bliver passet godt på os, og der er et kæmpe sikkerhedsnet, det skal beskytte os.

- Der er en masse kontrolposter, hvor man bliver skannet. Og det er ikke kun os, alle mennesker omkring OL skal skannes. Så ligesom i lufthavnen er der ikke noget, der slipper igennem, siger Rasmus Stjerne til DR Nyheder.

Den tidligere juniorverdensmester vil dog ikke afvise, at de udefrakommende sager kan påvirke resultaterne.

- Vi vil gerne fokusere på vores curling, men det kan være svært, når der kommer store politiske spørgsmål eller en krise som det her, siger Rasmus Stjerne.

Tidligere har der også været stor politisk debat om homoseksuelles rettigheder i Rusland.

Over for DR Nyheder har chefen for den danske OL-delegation, Morten Schram Rodtwitt, afvist, at terrorangrebene skulle få konsekvenser for den danske deltagelse.

Rasmus Stjerne er da også overbevist om, at han nok skal komme til OL i Sochi.

- Men det er da klart, at hvis angrebene fortsætter med stigende intensitet, så vil jeg tænke over det, siger han.

Ud over Rasmus Stjernes curlingmandskab deltager Danmark også i kvindernes curling-konkurrence med skipper Lene Nielsen i spidsen.

/ritzau/