OL-tvivl: Joachim Fischer kæmper med motivationen

Skrevet af admin

10/10/2014

Dagens topnyheder

I næste uge stiller mixeddoublen med Joachim Fischer og Christinna Pedersen op ved Denmark Open i Odense.

Det er parrets første turnering siden VM, som også blev spillet på dansk grund. VM endte ifølge Fischer som en skuffelse for parret. En skuffelse, han stadig arbejder på at komme sig over.

- Det har været tungt med motivationen efter VM, som i mine øjne var en smule skuffende.

- Det kan lyde hårdt, når man vinder en bronzemedalje, men personligt var jeg ikke tilfreds med min egen indsats. Så skuffelsen ligger der stadig, siger Joachim Fischer.

I lang tid er der blevet spekuleret i, hvorvidt parret fortsat skulle spille sammen efter VM. Tidligere har Fischer åbnet for, at samarbejdet måske skulle stoppe efter VM.

Men nu fortæller han, at parret som minimum bliver sammen indtil årets udgang - betinget af, at lysten fortsat er til stede.

- Vi spiller sammen året ud, hvor vi tager Super Series-finalen i december med. Løbende vil vi tale om, hvad fremtiden skal bringe, og jeg tror, at vi bliver sammen et stykke tid.

- I min alder skal lysten være der. Er lysten der ikke, så har jeg heller ikke niveauet, og kan jeg mærke, at vi ikke længere har chancen for at vinde flere turneringer, så løber jeg ikke rundt på badmintonbanen længere, siger han.

Det helt store spørgsmål er, hvorvidt Fischer og Pedersen skal blive sammen indtil OL i Rio i 2016.

For den 35-årige dansker bliver OL kun aktuelt, hvis han tror på, at en guldmedalje er inden for rækkevidde.

- Det kan lyde forkert, når jeg siger, at jeg kæmper med motivationen. Hvis vi kigger på verdensranglisten, så ligger vi som nummer to.

- Men jeg spiller ikke for sjov, og jeg er ikke interesseret i at komme til OL for hyggens skyld. Hvis ikke jeg har en chance for at vinde, så stiller jeg ikke op, siger Joachim Fischer.

Joachim Fischer og Christinna Pedersen spiller første kamp ved Denmark Open på tirsdag mod et useedet tysk par.

/ritzau/