OL-veteran Gudmundsson jagter endnu en olympisk triumf

Skrevet af admin

08/04/2016

Dagens topnyheder

Det er en sand OL-veteran, der står på sidelinjen, når det danske herrelandshold i håndbold i denne weekend skal tage det sidste skridt mod sommerlegene i Rio de Janeiro.

Landstræner Gudmundur Gudmundsson ved nemlig om nogen, hvad der skal til for at kvalificere sig til den attraktive turnering. Hele fem gange har han været til OL som spiller og landstræner for Island.

- Det er meget stort at komme til OL og opleve alt det, der foregår der. Vi ved, hvad det handler om, og vi vil virkelig gerne kvalificere os, siger Gudmundur Gudmundsson.

I 1980'erne var han som spiller med ved legene i Los Angeles og Seoul, mens han var træner for Islands landshold i de tre seneste OL-slutrunder.

Han førte sit land til sølvmedaljer i Beijing i 2008 og sørgede dermed for det indtil nu største resultat i islandsk håndboldhistorie.

Målet med Danmark er noget tilsvarende, men først skal holdet kvalificere sig, og det kan blive svært nok med Kroatien, Norge og Bahrain som modstandere de næste tre dage.

- Det bliver en kæmpe opgave mod gode hold. Det er dejligt, at vi får lov til at spille kampene foran vores eget publikum i Boxen.

- Opbakningen bliver vigtig. Vi møder hold, der blev nummer tre og fire ved EM i januar. Det er fifty-fifty-kampe for os, mener Gudmundur Gudmundsson.

Danmark møder Kroatien i den første kamp fredag aften klokken 20.30.

/ritzau/