Ole Einar Bjørndalen jagter VM-medalje nummer 41

Skrevet af admin

05/03/2016

Dagens topnyheder

Den norske skiskytte Ole Einar Bjørndalen tager lørdag hul på det, der formentlig bliver karrierens sidste VM i skiskydning.

Den norske legende har hvert fald sagt, at han indstiller karrieren efter VM på hjemmebane i Oslo, men først skal han forsøge at vinde karrierens VM-medalje nummer 41.

Lørdag gælder det herrernes sprintdistance, og det er her, at 42-årige Bjørndalen har en af to muligheder for VM-succes, vurderer Troels Hein Bünger, der tidligere har været på det danske landshold i langrend og under VM skal være ekspertkommentator på DR.

- På sprinten og den individuelle distance (torsdag, red.) kan han jo løbe næsten lige så hurtigt som de bedste. Han vil måske tabe 15-20 sekunder i sporet til yngre kræfter, men dem kan han hente på at skyde hurtigere.

- På sprinten er der kun to skydninger, og så vil der være mange, som sætter ti træffere. Så er det spørgsmålet, om han er hurtig nok i sporet til at kunne være med helt fremme.

- I den individuelle konkurrence er der fire skydninger, og det kan hjælpe ham, fordi konkurrenterne får nogle forbiere, siger Troels Hein Bünger.

Bjørndalen deltager formentlig også i jagtstart og massestart ved VM.

Han åbnede World Cup-sæsonen med en sejr i 20 kilometer individuel i svenske Östersund i begyndelsen af december.

Siden har han ikke stået øverst på podiet. I januar ramte han bunden. Ti forbiere på 20 skud og en uvant sidsteplads i 15 kilometer massestart.

Siden sidst i januar har han fravalgt konkurrencer og koncentreret sig fuldt ud om at komme i topform til VM.

Den taktik har han før haft succes med, siger Troels Hein Bünger.

- Han har blandt andet brugt tiden på et langt højdeophold. Det minder lidt om hans optakt til OL i 2002, hvor han også havde dårlige resultater i månederne forinden.

- Dengang kom han tilbage i kanonform og vandt fire OL-guld på ti dage, siger Troels Hein Bünger.

Nordmanden ville egentlig have stoppet karrieren efter OL i Sotji for to år siden, men efter to guldmedaljer besluttede han sig for at fortsætte frem mod VM på hjemmebane.

Flere medier spekulerer i, om Bjørndalen på trods af det annoncerede karrierestop vil fortsætte endnu to år frem mod et nyt OL.

Bjørndalen var ikke en del af det norske mix-stafethold, der torsdag åbnede VM med en bronzemedalje.

/ritzau/