Ole Sohn forlader SF - nu er han socialdemokrat

Skrevet af admin

04/02/2014

Dagens topnyheder

Tidligere erhvervs- og vækstminister Ole Sohn forlader SF og skifter til Socialdemokraterne.

Det bekræfter Ole Sohn på Facebook.

- Efter at have overvejet situationen er jeg kommet til den konklusion, at jeg ikke kan følge den nye kurs, som SF er slået ind på, hvorfor vores veje desværre må skilles. Jeg står fortsat bag regeringen og regeringsgrundlaget

- I forlængelse af at jeg har tilkendegivet, at jeg fortsat vil følge regeringens linje, træder jeg ud af SF og ind hos Socialdemokraterne. Samtidig har jeg søgt optagelse i den socialdemokratiske folketingsgruppe for derigennem at kunne bidrage til realisering af regeringsgrundlaget, skriver Ole Sohn.

Allerede i torsdags mente TV2 News at vide, at Ole Sohn var på vej til at melde sig ind hos Socialdemokraterne. Dengang afviste Ole Sohn selv, at det var tilfældet.

Men en lille uges tid senere er det en realitet, at SF har mistet endnu et fremtrædende medlem oven på den interne splittelse, der har ført til SF's udtræden af regeringen.

- Det har været spændende at kunne bidrage til udviklingen af SF. Jeg ønsker SF, og de mange folk jeg kender i partiet, alt godt i tiden, der kommer, lyder den sidste hilsen til de nu tidligere partikammerater fra Ole Sohn.

Også tidligere sundhedsminister Astrid Krag har den seneste uge sagt farvel til SF og goddag til Socialdemokraterne. Tidligere miljøminister Ida Auken har også meldt sig ud af SF og i stedet meldt sig ind hos De Radikale.

Derudover har SF's formand, Annette Vilhelmsen, meddelt, at hun ønsker at trække sig. Også SF's to næstformænd, Peter Westermann og Mette Touborg, har valgt at stoppe på deres poster.

/ritzau/