»Ole Sohn rammer hovedet på sømmet«

»Det er glædeligt, og det er det, vi skal holde fast i,« siger Mike Legarth (K).

Den tidligere erhvervs- og vækstminister argumenterer også for færre skatter og afgifter.

»Ole Sohn rammer hovedet på sømmet, når han siger, at det er de her ting, der skal til, for at vi kan klare os som et konkurrencedygtigt land,« siger Mike Legarth.

»Det er jo en mand, der ved, hvad han taler om. Han har siddet som erhvervs- og vækstminister og har været der, hvor der tages vigtige beslutninger, og han har set de udfordringer, som dansk erhvervsliv har,« fortsætter finansordføreren.

Venstre har også taget godt imod Ole Sohns udtalelser, og gruppeformand Kristian Jensen (V) byder den tidligere DKP-formand velkommen i partiet, hvis Sohn fortsætter den politiske linje, som han lægger for dagen i mandagens udgave af Jyllands-Posten.

Det er de Konservative dog ikke helt parate til.

»Der er plads til Ole Sohns synspunkter hos os, men han skal bevise, at han også deler vores værdipolitik, før han får en plads,« siger Mike Legarth.

»En gang gammelkommunist, altid gammelkommunist. Jeg ville nok betakke mig for at blive partifælle med Sohn, men i V er de ikke så kræsne,« supplerer Mai Henriksen (K) på sin Facebook-profil.

SFs finansordfører, Lisbeth Bech Poulsen (SF), afviser ifølge Jyllands-Posten, at Ole Sohns udmeldinger er udtryk for SFs politik.

Dagens Gossip