Oleg Tinkov: Cykeletaper bør være kortere

Skrevet af admin

31/03/2015

Dagens topnyheder

Oleg Tinkov er en mand med mange meninger om cykelsport.

Tirsdag udsendte Bjarne Riis' banemand et statement, hvor han udtrykker sin bekymring for sportens fremtid.

Tinkoff-Saxo-ejeren, som søndag skilte sig af med sin team manager, Bjarne Riis, mener, at cykelsporten bliver nødt til at tilpasse sig nye tider.

Det indebærer ifølge russeren blandt andet, at man skal nytænke løbene, så man undgår for mange kedelige øjeblikke, hvor tv-seere eksempelvis kan få lyst til at zappe væk fra pedalatleterne.

- Vi bliver nødt til at finde en måde at gøre folk interesserede under lange og kedelige etaper.

- Vi bliver formentlig nødt til at gøre etaperne kortere eller begynde at vise dem senere, når man nærmer sig afslutningen, siger Oleg Tinkov til Tinkoff-Saxos hjemmeside.

Holdejeren får også lige uddybet den kritik, han kom med mandag aften i en kommentar på Twitter.

Her kaldte Tinkov blandt andet Bjarne Riis for "outdated", hvilket kan tolkes som "gammeldags" eller "over sidste salgsdato".

- Cykelporten bliver nødt til at ændre sig. Tiden er ovre for folk som Manolo Saiz (tidligere Once-chef), Johan Bruyneel (tidligere US Postal-chef) og Bjarne Riis. De sad fast i forrige årti, og det handler ikke nødvendigvis om doping

- Der er bare nogle tydelige ting, som de ikke forstår, og de ved ikke, hvordan man styrer et hold på en moderne måde, siger Oleg Tinkov.

- I dag er vinderen ikke ham, der træner mest, men ham, der træner på den rigtige måde. Ikke ham, der sprøjter sig med epo, men ham, der har en sund kost og som får de rigtige drikke før, under og efter lange træningssessioner.

- Derfor overvejer jeg ikke den strøm af tilbud om "Riis-afløsere", som jeg er blevet oversvømmet med fra hele verden. Det har vi ikke brug for, det er den gamle måde at tænke på, og den er ikke længere bæredygtig, siger Tinkoff-Saxo-ejeren.

Han sætter i stedet sin lid til italieneren Stefano Feltrin, der er holdets administrerende direktør.

/ritzau/