Olesen spiller sig tilbage mod toppen af golfen

Skrevet af admin

07/11/2015

Dagens topnyheder

Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen fører lidt af en elevatortilværelse i golfturneringen HSBC Champions i Shanghai i Kina.

Lørdag gik Olesen tredje runde i 66 slag og spillede sig dermed tilbage i topstriden i den stærkt besatte turnering, som er den første af de fire i World Golf Championship. Det betyder, at størsteparten af verdens bedste spillere er med.

Den 25-årige dansker er samlet på en delt ottendeplads efter en første runde i 64 slag og anden runde i 74 slag.

Den anden runde er Thorbjørn Olesen formentlig temmelig ærgerlig over, for efter den gode tredje runde er han kun fire slag efter turneringens førende, Kevin Kisner fra USA.

Kisners landsmand Dustin Johnson er nummer to.

Mens Thorbjørn Olesens runde fredag indeholdt såvel en dobbelt bogey som to bogey'er, var hans runde lørdag langt mere stabil.

Her var han aldrig dårligere end par, og han endte lørdagen seks slag under par. Samlet i turneringen er Thorbjørn Olesen 12 slag under par.

Søren Kjeldsen satte til gengæld lidt af sit momentum over styr lørdag. Han gik tredje runde i to slag under par og er samlet syv slag under par. Det giver ham en placering som delt nummer 25. Kjeldsen lå nummer 19 før lørdagens runde.

WGC-serien er arrangeret som et internationalt samarbejde mellem blandt andre European Tour-arrangørerne og de amerikanske PGA-arrangører.

De tre øvrige WGC-turneringer bliver spillet i 2016 med afslutning i begyndelsen af juli.

/ritzau/