Oliekomet holder børskurs trods bump på vejen

De seneste år har budt på vækstniveauer omkring 30 procent og overskudsgrader op mod de 50 procent. Men i første kvartal måtte vækstkometen "nøjes" med 18 procent vækst på årsbasis til en omsætning på 428 millioner kroner, mens driftsindtjeningen (EBITDA) for første gang i årevis faldt. Driften gav et overskud på 154 millioner kroner, hvilket var en tilbagegang på 11 procent i forhold til samme kvartal sidste år.

Welltecs finansdirektør Jesper Helmuth Larsen ryster dog ikke over bumpet på vejen, og forventningerne til hele året fastholdes om en vækst på 24-35 procent til en omsætning i niveauet 2,1-2,3 milliarder kroner.

"Vi havde da håbet på et bedre første kvartal, men efter hektisk aktivitet i fjerde kvartal har nogle kunder taget det mere med ro i første kvartal. Vi har dog stadig pæn vækst og regner med endnu højere vækst resten af året," siger Jesper Helmuth Larsen.

"Vores forventning er baseret på markedspotentialet og vores projektpipeline. Vi ved, at når ordrer udskydes, så kommer de typisk på et senere tidspunkt," tilføjer han.

Selv om indtjeningen bakkede i første kvartal, er der også store forventninger til indtjeningen i år, da overskudsgraden for hele året fortsat ventes på det historiske niveau omkring 45-50 procent.

Succes med obligationer

En ting, som selskabet glæder sig over, er en stor investorinteresse for selskabets obligationer. Sidste år udstedte Welltec nemlig såkaldte højrente-obligationer til en startrente på 8,5 procent, men siden er renten dukket ganske betragteligt, mens kursen er steget til gavn for investorerne.

"Det har åbnet nye muligheder. Det vil både hjælpe, hvis vi en dag igen skal udstede nye obligationer, men det giver også muligheder hos udlånsinstitutioner og banker," fortæller finansdirektøren.

Der er ingen konkrete planer om en ny udstedelse, men senere torsdag skal Jesper Helmuth Larsen netop fortælle om selskabet til investorer og banker på en konference i USA.

Børsnotering tidligst om nogle år

Spekulationerne om en børsnotering af Welltec har også kørt i årevis, og i børsmarkedet venter de fleste da også, at det sker en dag. Men det bliver tidligst om nogle år, for Welltecs hovedaktionær og stifter Jørgen Hallundbæk har meldt klart ud, at selskabet først skal børsnoteres, når det er stort nok til at stryge direkte ind i C20-indekset.

"Det bliver Jørgens beslutning, men jeg synes, at C20 er det rigtige ambitionsniveau. Der er dog ikke taget nogen konkrete skridt til en forberedelse af en børsnotering endnu," siger Jesper Helmuth Larsen.

Han vil ikke uddybe, hvor meget selskabet skal tjene, før det er stort nok, men et kig på nøgletallene viser, at en børsnotering sandsynligvis ikke bliver før i foråret 2015, efter regnskabet for 2014 er præsenteret.

Holder det forventede vækstniveau, vil Welltec i 2014 nærme sig en omsætning på tre milliarder kroner og en driftsindtjening i underkanten af halvanden milliard kroner. På grund af selskabets høje vækstrater kan det være nok til at nå en værdiansættelse over de 15 milliarder kroner, der sandsynligvis skal til, hvis selskabet skal stryge direkte i C20-indekset.

Dagens Gossip