Oliepenge: Harald Børsting og Cevea jubler

Olie, der forvandles til nye broer, elektriske tog og friske jernbaner.

Det er der god ræson i, lyder det fra fagbevægelsen og centrum-venstre tænketanken Cevea.

De 27,5 milliarder kroner, som regeringen planlægger at investere i infrastrukturen kan give en stribe gode effekter for samfundet.

- Jeg tager positivt imod nyheden om Togfonden. Gode, stabile og hurtige kollektive transportforbindelser øger mobiliteten på arbejdsmarkedet og kan dermed være med til at understøtte vækst og jobskabelse i fremtiden, siger LO's formand, Harald Børsting i en pressemeddelelse.

De samme toner lyder fra Ceveas chefanalytiker Jens Jonathan Steen, der er begejstret over regeringens planer.

- Det økonomiske forår er langsomt på vej. Ved at investere for 27,5 milliarder i offentlig transport over en årrække slår Regeringen flere fluer med et smæk. Det er stærkt, at vi får foretaget vigtige investeringer i Danmarks fremtid, som både kan skabe arbejdspladser, sikre miljøforbedringer og øge produktiviteten i Danmark, siger han i en pressemeddelelse.

Især udsigten til nye job, når byggeriet af den nye infrastruktur begynder i 2017, er en vigtig effekt af investeringerne, lyder det fra LO, der håber på nye arbejdspladser.

- Der skal både bygges nye jernbanestrækninger og gamle skal renoveres. Det skaber job. Og en realisering af timemodellen vil øge mobiliteten på arbejdsmarkedet og styrke miljøet, når folk tager toget frem for bilen, siger LO' formand Harald Børsting.

Planen er, at pengene kommer fra olien i Østersøen, hvor aftalen fra 2003 skal fornys og dermed sikre øgede indtægter.

Det kan dog have en slagside, hvis statens energiselskab Dong svækkes ved at få mindre ud af pengene i forhold til konkurrenterne, lyder det fra Cevea, der på den konto ikke har armene hævet over hovedet.

- Den store bekymring går på de fremtidige investeringer i Nordsø-olien. Vi har brug for at fastholde et højt investeringsniveau, hvorfor det bliver et stort problem, hvis de selskaber, som investerer nu får markant dårligere vilkår end f.eks. AP Møller Mærsk tidligere fik, siger Jens Jonatan Steen, der dog kalder regeringens planer for en stor sejr til Danmark.

De Konservative og Liberal Alliance mener, at regeringen fortsat mangler at kaste lys over de konkrete initiativer i planen. Liberal Alliance kalder regeringens plan for en ny skat til erhvervslivet.

 

Dagens Gossip