Olieselskaber opgiver Danmark

Skrevet af admin

25/10/2013

Dagens topnyheder

De to tyske olieselskaber Bayerngas og EWE trækker sig ud af to ellers lovende danske oliefelter, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

De to selskaber har opgivet deres ejerandel på 45 pct. i de to oliefelter Hibonite og Ravn i den danske del af Nordsøen.

EWE oplyser, at deres farvel til Danmark skyldes en generel beslutning om at afvikle deres aktiviteter inden for olie- og gas efterforskning. Til gengæld lægger Bayerngas hele skylden på den danske regerings skattestramning over for en række gamle oliekoncessioner.

- Vi har konkluderet, at der ikke er økonomi i at fortsætte investeringerne på de to felter. Derfor opgiver vi nu vore licenser på felterne Ravn og Hibonite. Vi vil som konsekvens af den ekstra skattebyrde, som vi er pålagt, heller ikke foretage investeringer i nye felter, siger adm. direktør Arne Westeng fra Bayerngas i Danmark og Norge til Jyllands-Posten.

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) tager Bayerngas's exit med knusende ro.

- Hvis Bayerngas vurderer, at de ikke vil tjene penge ved at investere i Nordsøen, er det deres sag. Jeg er overbevist om, at der nok skal være andre selskaber, som vil træde til i deres sted, fastslår Holger K. Nielsen.

/ritzau/