Oliestat kræver gigant-erstatning af olympisk bevægelse

Oliestaten Kuwait kræver en erstatning på 6,5 milliarder kroner af Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

Det skriver det kuwaitiske nyhedsbureau Kuna ifølge AFP.

IOC har i øjeblikket suspenderet landet fra Mellemøsten, efter at regeringen i oktober sidste år indførte en række love, der sammenblander politik og sport. Det tillader IOC ikke, og det betyder, at Kuwait måske må blive væk fra sommerens OL i Rio.

Landets informationsminister, Sheikh Salman al-Humoud Al-Sabah, kalder det uretfærdigt, hvis sportsfolk fra Kuwait ikke kan konkurrere i Brasilien til august. Han mener ikke, at IOC har undersøgt sagen grundigt nok.

- Det er totalt uacceptabelt, at Kuwait bliver behandlet så uretfærdigt og ikke kan deltage i internationale sportskonkurrencer, uden at tingene er blevet undersøgt ordentligt, siger ministeren til Kuna.

Sagen mod IOC er ifølge informationsministeren anlagt i Schweiz, hvor IOC har sit hovedsæde.

IOC er ikke ene om at have suspenderet Kuwait. Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, og 16 andre internationale idrætsforbund holder også oliestaten ude af det gode selskab.

Den kuwaitiske regering har desuden anlagt sag an mod 15 af landets sportsledere, som ifølge regeringen har modarbejdet landets interesser. Her lyder det samlede erstatningskrav på 8,5 milliarder kroner.

Regeringen har blandt andre set sig sur på sheik Ahmad al-Fahad al-Sabah, der bestrider topposter i IOC og Fifa.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip