Olivers far er på vej til Østrig

Retssagen skulle have fundet sted i april, men blev aflyst, da Thomas Sørensen aflyste. Nu er han imidlertid på vej fra Danmark til Østrig, og han håber på, at sagen nu kan afsluttes.

»Det er underligt, at den her sag stadig kører. Østrigerne burde jo også indse, at sagen for længst er afsluttet. Men de efterlyser jo stadig Oliver på trods af de danske domstoles afgørelse om, at han skal være i Danmark. De vil også efterlyse mig internationalt, hvis jeg ikke dukker op, så nu føler jeg mig lidt tvunget til at tage ned og få afsluttet den her sag en gang for alle,« siger Thomas Sørensen til Berlingske Nyhedsbureau.

I april 2012 rejste Thomas Sørensen til Østrig og hentede Oliver hjem mod sin ekskærestes vilje. Det kostede ham en dom på 12 måneders betinget fængsel ved en østrigsk domstol, men på grund af procedurefejl skal sagen nu gå om.

Thomas Sørensen håber på en frifindelse.

»Jeg håber og forventer, at jeg bliver pure frifundet, for jeg har blot handlet i overensstemmelse med de danske domstoles afgørelser og international lov i og med, at jeg har fuld forældremyndighed over Oliver. Så jeg mener ikke, jeg har gjort noget forkert ved at hente Oliver hjem, da han blev bortført,« siger Thomas Sørensen.

Den nu seksårige Olivers mor, Marion Weilharter, tog drengen med hjem til Østrig i 2010. Hun fik efterfølgende forældremyndigheden over Oliver af de østrigske myndigheder, mens Thomas Sørensen fik forældremyndigheden ved en dansk domstol.

Thomas Sørensen rejser med ro i sindet til Graz, da han er blevet garanteret frit lejde af de østrigske myndigheder.

»Oliver fortjener, at vi får afsluttet den her sag. Det er jo ikke holdbart for ham, at han bliver efterlyst, og at han og jeg ikke kan rejse nogen steder. Derudover har jeg fået frit lejde fra det østrigske justitsministerium, så jeg forventer da at vende hjem til Danmark i morgen, når sagen forhåbentlig er afsluttet,« siger Thomas Sørensen.

Østrig har tidligere forsøgt at få Thomas Sørensen udleveret gennem en europæisk arrestordre, men Justitsministeriet har afvist af efterkomme kravet, fordi han ikke har begået noget ulovligt i Danmark.

Dagens Gossip

Dagens TV