Olsen dropper Lindegaard til Tjekkiet-kamp

Det bliver Kasper Schmeichel, Jesper Hansen og Stephan Andersen, som skal kæmpe om målmandsposten til VM-kvalifikationskampene mod Tjekkiet og Bulgarien.

Dermed er Anders Lindegaard droppet til de vigtige kampe, efter at han ikke har fået meget spilletid i de seneste måneder for Manchester United.

- Vi har ikke en førstemålmand nu. Vi lader træningen afgøre, hvem der skal stå mod Tjekkiet, siger Morten Olsen.

Morten Olsen satte kun navne på 21 af de 23 spillere til VM-kvalifikationskampene mod Tjekkiet i Olomouc fredag 22. marts og Bulgarien i Parken tirsdag 26. marts.

- Vores mål i de her to kampe er, at vi skal have point. Og helst fire, siger Morten Olsen.

Landsholdet tager på træningslejr i spanske Marbella i stedet for Helsingør, hvor banerne er for dårlige i øjeblikket.

- Vi har sikret os, at vi har nogle gode træningsforhold. Banen i Helsingør er simpelthen umulig, siger Morten Olsen.

Desuden er Kasper Kusk fra AaB udtaget til truppen, efter at ligalandsholdsspilleren har imponeret i Superligaen.

- Det er en spændende spiller. Han kan bruges på højrekanten i stedet for Dennis Rommedahl, siger Morten Olsen.

Landstræneren vil udtage de sidste spillere efter weekendens kampe, hvor der formentlig skal ledes efter en venstre back.

De 21 navne i A-landsholdstruppen er følgende:

Målmænd: Kasper Schmeichel, Jesper Hansen, Stephan Andersen.

Forsvar: Lars Jacobsen, Daniel Wass, Jores Okore, Simon Kjær, Daniel Agger og Kris Stadsgaard.

Midtbane: William Kvist, Nicolai Stokholm, Niki Zimling, Casper Sloth, Dennis Rommedahl, Lasse Schöne, Kasper Kusk og Christian Eriksen.

Angreb: Nicolai Jørgensen, Michael Krohn-Dehli, Viktor Fischer og Andreas Cornelius.

/ritzau/

 

Dagens Gossip