Olsen Dyhr giver intet klart svar om usikker timemodel

Regeringen er muligvis nødt til at gå på kompromis med de oprindelige tidsplaner for den højt besungne timemodel, når transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) senere mandag ventes at lukke en aftale om togfonden med Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Ifølge det seneste aftaleudkast - der er lækket til pressen - vil der ganske vist på sigt blive timedrift mellem de store byer.

Men det fremgår også, at en central del af den nødvendige infrastruktur - nemlig jernbanen i det østjyske mellem Hovedgård og Aarhus - først skal endeligt besluttes i 2024. Samt at pengene skal hentes fra den økonomiske buffer, som Dansk Folkeparti har krævet.

Ministeren har hele tiden satset på, at togfondens planer ville være fuldt udrullet omkring 2025, og hun svarer ikke klart på, hvad der er sagens rette sammenhæng.

- Regeringen går op i, at vi leverer bedre og hurtigere tog. Og en del af det er, at vi leverer en timemodel. For det betyder noget for, at man kan komme videre blandt andet på regionalstrækningerne til Silkeborg og Herning og Viborg.

- Så det er vi meget optaget af, og det er også det forhandlingsudgangspunkt, regeringen har, lyder svaret fra Pia Olsen Dyhr til Ritzau.

Ifølge aftaleudkastet er regeringen villig til at komme Dansk Folkeparti i møde på flere punkter. Blandt andet i forhold til en ny jernbane til Billund.

Omvendt fremgår det også, at aftalen indeholder en ny og omdiskuteret bro over Vejle Fjord, som DF har været imod.

Dansk Folkeparti får samtidig den ønskede buffer på 5,5 milliarder kroner. Men bufferen er dog bundet til både jernbanen mellem Hovedgård og Aarhus og strækningen mellem Aarhus, Galten og Silkeborg.

Enhedslisten er kommet i møde i forhold til øget fokus på godstransport.

Men om det er nok til at tilfredsstille de to partier, vil Olsen Dyhr ikke forholde sig til.

- Hvordan den samlede balance er, vil jeg ikke kommentere. Det vil jeg overlade til dem, siger Pia Olsen Dyhr.

- Jeg synes ikke, at noget er færdigt, før man er færdig. Og vi forhandler igen i aften, siger hun.

Togfonden indeholder i alt 28,5 milliarder kroner, som regeringen samt DF og EL har fundet ved ændret beskatning af de selskaber, der henter olie op af Nordsøen. Pengene er øremærket til at skabe hurtigere og bedre togdrift i Danmark.

/ritzau/

Dagens Gossip