Olsen Dyhr: Jonas Dahl er et godt bud som SF-formand

Skrevet af admin

03/02/2014

Dagens topnyheder

Tonen mellem de to fraktioner, som kæmper om linjen i det kriseramte SF, tegner til at blive hård og uforsonlig frem mod det ekstraordinære landsmøde i begyndelsen af marts, hvor afløseren for den afgående formand, Annette Vilhelmsen, skal findes.

Mandag røg tonen et par decibel i vejret, da den nu forhenværende transportminister Pia Olsen Dyhr blev spurgt ind til, hvem der skal være formand.

Hun er selv blevet opfordret til at stille op af flere profiler, men er uafklaret og har advaret sit parti mod at blive "Enhedslisten light".

Det samme er den tidligere skatteminister Jonas Dahl, der ligesom Pia Olsen Dyhr har bakket 100 procent op om partiets regeringsprojekt. Et projekt, som røster i baglandet og folketingsgruppen har kritiseret, heriblandt Trine Pertou Mach.

- Jeg synes, at Jonas Dahl vil være et rigtig godt bud på en ny formand for SF, siger Pia Olsen Dyhr til TV2 News.

Spørgsmål: - Hvad med Trine Pertou Mach, vil hun også være et godt bud?

- Jeg vil ikke kommentere på Trine Mach.

Spørgsmål: - Hvorfor ikke?

- Det vil jeg bare ikke.

Trine Pertou Mach tilhører den gruppe af politikere i Socialistisk Folkeparti, som har syntes, at SF som regeringsparti har skullet gå for meget på kompromis med den politiske linje i samarbejdet med Socialdemokraterne og De Radikale.

Det var uenighed om salget af dele af Dong til investeringsbanken Goldman Sachs, der fik SF til at trække sig ud af regeringen. Og siden har fronterne været trukket op.

Trine Pertou Mach, der har afløst Villy Søvndal i Folketinget, er blevet nævnt som den klassiske venstrefløjs måske bedste bud på en formand for partiet. Efter først at have afvist at være kandidat har hun på det seneste været knap så kategorisk.

Jonas Dahl har til gengæld fundet sarkasmen frem. På Twitter skriver han:

- Overvejer titler til en ny bog, hvad med "Hvordan fucker man et parti op på fem dage?" Eller "Sådan slår socialister hinanden".

Den nu forhenværende skatteminister har ikke svaret på Ritzaus henvendelser, men siden skrevet på Twitter, at opdateringen var ironisk ment.

/ritzau/