Olsen Dyhr: Unik mulighed for at genrejse SF

Skrevet af admin

06/02/2014

Mest læste i dag

Tidligere transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) bekræfter over for Ritzau, at hun stiller op som formandskandidat i SF.

Her kan du læse syv spørgsmål og svar med Pia Olsen Dyhr.

* Spørgsmål: Hvorfor stiller du op som formandskandidat?

- Det gør jeg, fordi vi har en unik mulighed for at genrejse SF, og den synes jeg, vi skal gribe. For hvis vi skal skabe forandringer i Danmark, forudsætter det, at vi har et stærkt SF.

* Spørgsmål: Hvad skal der til for at samle partiet?

- Det er vigtigt, at vi har en klar retning, og at vi er enige om hvilken retning, vi går i.

- Det er derfor, at jeg klart har meldt ud, at jeg synes, at vi skal være et indflydelsesparti. Et som griber forandringerne.

- Vi skal ind og kæmpe. Det kan vi som indflydelsesparti, det kan man ikke, hvis man står udenfor.

* Spørgsmål: Du vil fortsat kæmpe for at komme i regering, når der kommer et nyt folketingsvalg?

- Når vi kommer til det næste valg, tror jeg desværre, at Lars Løkke Rasmussen (V) sammen med de øvrige Dalton-brødre tager over. Det er trist, men det, der er vigtigt, er, at SF er klar til om fem til seks år at sidde i regering igen.

* Spørgsmål: Hvordan skal de næste år så bruges på at få SF klar til regeringsdannelse?

- Vi skal da levere resultater, og vi skal bruge vores stemmer på at arbejde på et mere solidarisk Danmark.

* Spørgsmål: Hvordan har SF mulighed for at præge den nuværende regering?

- Der er ingen tvivl om, at denne regering er rykket til højre. Og at den ikke er i tråd med den danske befolkning. Det, der bliver vigtigt, er, det der har været SF's styrke, hvilket er at sørge for, at vi lytter til det, der sker uden for Christiansborgs vægge.

Spørgsmål: Hvad mener du om, at Holger K. Nielsen peger på dig?

- Det er jeg glad for. Det er en tillidserklæring og en tro på, at jeg kan få SF videre, efter at vi har været regeringsparti. Vi skal ikke tilbage og være SF i 2005. Vi skal videre, og det ser jeg som en anerkendelse af det.

* Spørgsmål: Holger K. tilhører den røde fløj, og du tilhører den grønne. Han har peget på dig, så to fløje peger i din retning. Er det dig, der kan samle partiet?

- Det er noget sludder med mærkat-leg. Der hvor SF er nu, så må man sige, at det giver kun mening, hvis vi både er røde og grønne.

- Hvis vi skulle opgive enten den røde eller den grønne fløj, så vil SF være amputeret, så det er en falsk modsætning at stille op. SF har bedst af, at vi er stærke på begge sider.

/ritzau/