Olsen erkender 11. september-brøler

Den danske fodboldlandstræner, Morten Olsen, beklager, hvis nogen føler sig stødt over hans kommentar, hvor han sammenlignede et nederlag til Armenien med terrorangrebet 11. september 2001.

Tidligere mandag sagde Olsen om juni måneds 0-4-nederlag til armenierne, at "det er hårdt at sammenligne, og man skal ikke sammenligne, men fodboldmæssigt var det for os 11. september".

Nu beklager landstræneren sammenligningen.

- Jeg er ked af, hvis sammenligningen - trods mine forbehold - utilsigtet har såret nogle mennesker, skriver Morten Olsen på Twitter.

Nederlaget til Armenien chokerede Olsen og har gjort chancerne for at kvalificere Danmark til VM i Brasilien næste sommer ganske små.

Men sammenligningen med terrorangrebet på World Trade Center i New York var skæv, mener nogle, blandt andet retoriker Trine Nebel.

- Det er ekstremt upassende. Han overgør situationen. Sport er ikke politik, det skal holdes adskilt, mener Trine Nebel.

Senere kaldte DBU's elitechef, John Helt, Olsens kommentar for "et symbol".

- Det er et symbol på en skidt dag for dansk fodbold. Man kan selvfølgelig ikke sammenligne fodbold med mennesketab, det er klart.

- Det var en skidt dag for dansk fodbold, og det var det, lød det fra John Helt.

Morten Olsen og resten af det danske landshold opholder sig i disse dage i Armeniens hovedstad Jerevan, hvor holdet forbereder sig til tirsdagens VM-kvalifikationskamp mod armenierne.

Her kan Olsens tropper få revanche for det overraskende og store nederlag i Parken for tre måneder siden.

/ritzau/

Dagens Gossip