Olsen håber stadig på sine forsvarsstjerner

Det er fortsat meget tvivlsomt, om det danske fodboldlandshold kan råde over sin erfarne forsvarsduo bestående af Daniel Agger og Simon Kjær i EM-kvalifikationskampen mod Albanien på lørdag.

Torsdag formiddag er der en smule fremgang med både Aggers ryg og Kjærs ankel, men landstræner Morten Olsen vil ikke tage nogen endelig beslutning før fredag, hvor 23-mands-truppen bliver udtaget.

- Vi skal senest fredag klokken 12 afgøre, hvilke 23 spillere, vi vil bruge i kampen. Så på det tidspunkt skal to spillere sies fra, men vi har ikke tænkt i de baner endnu. I første omgang har vi bare tænkt på at få dem klar.

Olsen skal samtidig tage hensyn til, at Danmark allerede tirsdag skal i aktion igen, når Portugal kommer på besøg i København.

Hverken Kjær eller Agger har deltaget i træningen i Helsingør, men det er planen, at Simon Kjær skal teste sin forvredne ankel torsdag formiddag.

- Det er blevet bedre med dem begge, så der kan være en forhåbning om, at de bliver klar. Det, vi kan sige, er, at skulle vi spille i dag, ville ingen af dem være med, siger Morten Olsen.

Tirsdag valgte landstræneren at efterudtage Jores Okore og Mathias "Zanka" Jørgensen til truppen, så han har yderligere alternativer, hvis den foretrukne duo ikke skulle være i stand til at stille op mod albanerne.

I forvejen tæller truppen Andreas Bjelland og Kian Hansen, så er i øjeblikket er der seks midterforsvarere i spil til de to pladser.

/ritzau/

Dagens Gossip