Olsen hiver Fischer og Andreasen med i svenskerbragene

Skrevet af admin

02/11/2015

Mest læste i dag

Viktor Fischer, Andreas Christensen og Leon Andreasen er nye ansigter i fodboldlandsholdets trup til de to playoffkampe mod Sverige midt i november.

De tre spillere var med i den 23 mand store trup, som landstræner Morten Olsen offentliggjorde på et pressemøde i Brøndby mandag eftermiddag.

Landstræneren fortalte ved samme lejlighed, at han sandsynligvis udtager to-tre spillere mere efter næste weekends kampe, da der kan komme skader.

Viktor Fischer har været i storform for Ajax i denne sæson, hvor angriberen har scoret otte mål i 14 kampe i den hollandske Æresdivision, pokalturnering og Europa League.

Senest stod Fischer for to mål og to assist i Ajax' 6-0-sejr over Roda i weekenden.

Den målfarlige offensivspiller står noteret for syv A-landskampe for Danmark, hvoraf han er blevet skiftet ind i seks af dem.

Han står noteret for en enkelt scoring, som faldt i hans seneste indsats for holdet, da Montenegro blev slået med 2-1 i Viborg tilbage i juni.

Også Leon Andreasen er kommet godt i gang for Hannover i Bundesligaen, hvor han med flere stærke præstationer har sikret sig en stamplads på holdet efter flere skadeplagede sæsoner.

Andreas Christensen er også kommet ind i varmen på det Borussia Mönchengladbach-hold, som efter en katastrofal sæsonstart har fået vind i sejlene.

/ritzau/