Olsen husker nederlag til Armenien: Noget af det værste

Skrevet af admin

07/09/2015

Dagens topnyheder

Armenien har før stået i vejen for Danmark til en stor fodboldslutrunde.

Isoleret set står 0-4-ydmygelsen i Parken i sommeren 2013 som den største årsag til, at VM-deltagelsen i Brasilien året efter glippede.

Nederlaget hviler stadig som en tung dyne over landstræner Morten Olsen, som uopfordret selv bringer afklapsningen op inden mandagens skæbnekamp.

- Vi har på den værste måde følt på vores kroppe, hvordan det er at tabe til Armenien. Så vi har selvfølgelig respekt for Armenien. Ingen tvivl om det, siger Olsen.

Mandag kan Armenien sørge for, at Danmark måske ender med at misse endnu en slutrunde.

I hvert fald kan den danske vej til EM i Frankrig 2016 blive uhyre vanskelig og gå gennem svære playoff-kampe mod stærke nationer som Holland, Norge eller Irland.

Inden kampen er Danmark placeret på andenpladsen i gruppen, og de to bedste går direkte videre til EM-slutrunden næste år. Det samme gør den bedste treer på tværs af de ni grupper.

Danmark er allerede nu sikker på at ende på mindst tredjepladsen, som minimum giver adgang til to playoff-kampe mod en anden treer om at komme til EM.

Olsen forventer en tæt og jævnbyrdig kamp, selv om Armenien blot har et point efter de første seks kampe i gruppen.

- Når jeg kigger på Armeniens kampe, så er det også et billede af, hvordan alle kampe i vores pulje har været.

- Ja, Armenien har kun hentet et point fra holdets første hjemmekamp mod Serbien for et år siden. Men de kunne godt have haft en del flere point.

- Der er ikke ret meget forskel på holdene i vores gruppe. Det er kampe, der alle sammen vindes med en enkelt pind, siger Olsen.

Kampen mod Armenien spilles mandag klokken 18 dansk tid.

/ritzau/