Olsen indkalder Kahlenberg og Sisto til landsholdet

Skrevet af admin

03/10/2015

Dagens topnyheder

Fodboldlandstræner Morten Olsen har lørdag udtaget superligaspillerne Thomas Kahlenberg og Pione Sisto til EM-kvalifikationskampen mod Portugal torsdag i næste uge og venskabskampen mod Frankrig tre dage senere.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU).

Spillerne bliver udtaget på vidt forskellig baggrund.

Pione Sisto var udtaget til seneste landsholdssamling og bliver hevet op fra U21-landsholdet i denne omgang, mens Thomas Kahlenberg blot har fået et pokal- og et superligaindhop for Brøndby efter et halvt års skadepause.

- Vi er klar over, at Kahlenberg først netop er kommet tilbage i Brøndby, og han er da heller ikke udtaget som en starter.

- Men samtidig har han tidligere vist, at han er en spiller, der med sine indhop kan være kampafgørende - og så giver han utrolig meget til holdet med sin store erfaring og rutine, siger Morten Olsen.

- Omkring Pione har vi haft en tidligere aftale om, at han kunne komme op på A-landsholdet fra U21-landsholdet - en aftale vi nu har valgt at gøre brug af, siger landstræneren.

Torsdag scorede Pione Sisto for FC Midtjylland, da klubben vandt 3-1 over Club Brugge i Europa League.

I stedet for Pione Sisto har U21-landstræner Niels Frederiksen udtaget Brøndbys Andrew Hjulsager til holdets to EM-kvalifikationskampe mod Wales og Bulgarien.

/ritzau/