Olsen: Krohn-Dehli bliver ikke klar mod Sverige

Skrevet af admin

13/11/2015

Dagens topnyheder

Den danske midtbanespiller Michael Krohn-Dehli er blevet i København og bliver behandlet intensivt.

Derfor er spilleren ikke med, når Danmark lørdag aften møder Sverige i den første af to playoffkampe om at kvalificere sig til EM. Det siger landstræner Morten Olsen på et pressemøde i Stockholm.

- Vi har efterladt Krohn-Dehli i København. Han bliver ikke klar til den første kamp, siger Olsen.

Landstræneren synes dog ikke at afskrive, at Krohn-Dehli kan nå at blive klar til returkampen tirsdag aften i Telia Parken.

Michael Krohn-Dehli sad også over landsholdets træning torsdag i Helsingør som den eneste. Tidligere på ugen fortalte spilleren, at han har døjet med hælproblemer.

Sevilla-spilleren var ventet at skulle få en rolle på den offensive midtbane, hvorfra han skulle have frihed til at bytte plads med Christian Eriksen.

Skaden åbner for, at Morten Olsen kan bringe en anden spillertype end Krohn-Dehli i spil.

Christian Eriksen kan blive rykket ind på den centrale midtbane, hvilket kan give plads til for eksempel Viktor Fischer på kanten.

Det er også er muligt, at mere centrale typer som Pierre-Emile Højbjerg eller Jakob Poulsen kan få plads på den offensive midtbane.

Morten Olsen kunne berolige med, at resten af spillerne skulle være i stand til at spille lørdag.

- Ud over Krohn-Dehli er alle klar, siger Olsen.

/ritzau/