Olsen: Lars Jacobsen er stadig motiveret

Skrevet af admin

25/02/2014

Mest læste i dag

Karrieren på det danske landshold fortsætter for den mangeårige højre back Lars Jacobsen, der er med i den trup, landstræner Morten Olsen tirsdag har udtaget til næste uges testkamp mod England.

Efter den kiksede kvalifikation til VM i Brasilien varslede Jacobsen, at han ville tage fremtiden i rødt og hvidt op til overvejelse, men lysten til landsholdsfodbold er stadig intakt hos FCK-backen, fortæller Olsen.

- Vi havde en god samtale i efteråret, hvor Lars meget fornuftigt ville afvente sin ferie og tænke over tingene.

- Vi har siden snakket meget kort, og det overrasker mig ikke, at motivationen er der, efter at han er kommet i gang med sæsonen i FC København, siger Morten Olsen.

- Han er motiveret og har lyst til det, og vi er ikke så stort et land, at vi bare kan sige, at vi kun vil bruge unge spillere, når vi har en spiller med så stor erfaring, og som er still going strong, forklarer landstræneren.

Lars Jacobsen er noteret for 66 landskampe siden debuten for otte år siden. Han fylder 35 år i efteråret og er på det seneste blevet presset hårdt på landsholdet af Esbjergs Peter Ankersen, men Olsen tænker udelukkende på at stille det stærkeste hold her og nu.

- Det kommer ikke an på, hvor gamle eller unge spillerne er, eller hvor længe de har spillet i Superligaen. Det er Lars' egen vurdering, om han er mættet, men det er han tilsyneladende ikke. Derfor er han med, siger Morten Olsen.

Danmark møder England på Wembley i London onsdag den 5. marts.

/ritzau/