Olsen lukker målmandsspekulation: Stephan er førstevalg

Skrevet af admin

13/11/2013

Mest læste i dag

Frem mod fredagens venskabskamp mod Norge er der blevet spekuleret i, hvem der skal vogte Danmarks mål.

Skal det være Kasper Schmeichel, der spillet fast for Leicester i den næstbedste engelske fodboldrække, eller det normale førstevalg Stephan Andersen, der ryger ind og ud af startelleveren i Real Betis?

Landstræner Morten Olsen slår fast, at målmandshierarkiet ligger fast forud for fredagens arvefjendeopgør.

- Det er Stephan, der står. Han har ikke skuffet os på nogen som helst måde, siger Morten Olsen.

- Han spiller fodboldkampe, europæiske kampe og har også spillet i ligaen.

Landstræneren erkender dog, at Kasper Schmeichel ånder førstevalget i nakken.

- Det er klart, når vi ser længere frem, så må vi se på situationen. Det er ganske rigtigt, at så stor forskel er der heller ikke.

- Men Stephan Andersen har trods alt spillet godt, selv om han han har haft perioder, hvor han ikke har spillet så meget. Og det er det vigtigste, siger Morten Olsen.

Stephan Andersen har vogtet målet for landsholdet i hele den mislykkede kvalifikation til VM bortset fra det sidste opgør i Parken mod Malta. Her fik Schmeichel lov til at stå i Parken i 6-0-sejren over lilleputnationen.

/ritzau/