Olsen og Agger stemte på Messi i Ballon d'Or-kåring

Skrevet af admin

11/01/2016

Dagens topnyheder

Det er landstrænerne og landsholdsanførerne fra alverdens fodboldnationer samt en udvalgt fodboldjournalist fra hvert land, som vælger, hvem der skal kunne smykke sig med Ballon d'Or-titlen.

Mandag gik prisen til FC Barcelonas Lionel Messi for femte gang, og det var både Daniel Agger som dansk landsholdsanfører og Morten Olsen som dansk landstræner med til at presse på for.

Begge valgte at give maksimumpoint til Lionel Messi i afstemningen. Til gengæld var Agger og Olsen ikke helt enige om, hvorvidt Real Madrids Cristiano Ronaldo burde være blandt de tre finalister i kåringen.

Daniel Agger havde Ronaldo som nummer to på sin top-3, mens Morten Olsen havde Barcelonas Neymar, der også var blandt de tre finalister i kåringen, som nummer to.

Begge havde Barcelonas Luis Suarez som nummer tre, og dermed mener Morten Olsen altså ikke, at Ronaldo var blandt verdens tre bedste i 2015.

De afgivne stemmer afslører også nok en gang, hvor mange følelser og hvor meget klubpolitik der er i stemmerne.

Ronaldo skulle som anfører for Portugal også stemme, og hans top-3 indeholder i nævnte rækkefølge holdkammeraterne Karim Benzema, James Rodríguez og Gareth Bale fra Real Madrid.

Messi er anfører for Argentina og fik også lov til at stemme. De blev tildelt hans Barcelona-holdkammerater Luis Suarez, Neymar og Andrés Iniesta.

I afstemningen må spillerne ikke stemme på sig selv.

Den danske fodboldjournalist, der deltog i afstemningen, er redaktør på Tipsbladet Troels Bager Thøgersen.

/ritzau/