Olsen om skifte: En foræring til Bendtner

Skrevet af admin

15/08/2014

Mest læste i dag

Efter lang tids venten blev det fredag klokken 12.30 en realitet - den danske angriber Nicklas Bendtner har fundet en ny arbejdsgiver for de kommende tre år.

Destinationen hedder Tyskland, Vfl Wolfsburg og Bundesligaen, og det er et rigtig godt valg, mener landstræner Morten Olsen.

- Det er et godt valg for begge parter. Det skal selvfølgelig først gå op i en højere enhed, men jeg går ud fra, at klubben har gjort sit forarbejde, så de ved, hvilken type spiller de får, siger Olsen, der mener, at Bendtner skal arbejde hårdt i sin nye klub.

- Bundesligaen bliver en ny turnering for Nicklas, hvor han skal bevise sig selv på ny overfor både fans, trænere og medspillere. Det er samtidig en storklub med store ambitioner, så det er en foræring han har fået, og den skal han gribe, siger Morten Olsen.

Landstræneren har allerede meldt ud, at Nicklas Bendtner ikke bliver aktuel til den første EM-kvalifikationskamp mod Armenien den 7. september.

Han mener, at angriberen skal i bedre fysisk kampform, og det kan klubskiftet nu kan hjælpe med.

- Nu handler det om kamptræning. Det burde ikke være noget problem, da han har tidligere bevist sig i en del klubber i Premier League. Til gengæld skal han være fysisk klar, så det er førsteprioritet at komme i god form igen.

Bundesligaen starter op i næste weekend, hvor Wolfsburg lægger hårdt ud på udebane mod sidste sæsons mestre fra Bayern München.

/ritzau/