Olsen til Bendtner: Skift klub eller smut

Skrevet af admin

06/03/2014

Dagens topnyheder

Nicklas Bendtner skal finde en ny klub, hvor han får spilletid. Ellers har han ingen fremtid på landsholdet.

Ja, der blev hevet store ord frem af landstræner Morten Olsen efter onsdagens 0-1-nederlag til England. Og analysen af Bendtner var hård.

Angriberen fik nogle hårde ord med på vejen, da en journalist spurgte, hvad den danske landstræner mente om anfører Daniel Agger og Bendtners indsats.

- Vores anfører spillede meget godt. Men det var ikke tilfredsstillende fra Bendtners side. Han præsterede ikke godt nok. Selvfølgelig spiller han heller ikke for tiden.

- Hvis han ikke finder en klub, hvor han spiller, så kan vi ikke bruge ham. Så er vi nødt til at bruge andre spillere, siger Olsen.

- Men jeg håber, at han finder en klub til sommer, for vi ved, hvad han kan. Vi så det ved EM i 2012, hvor han var en af de bedste angribere.

- Men han er nødt til at spille hver weekend. Han har en stor krop, og han er nødt til at være i en god fysisk kampform. Hvis ikke, så kan man se det på hans præstation - som mod England. Det var ikke godt nok, fastslår Olsen.

Og Arsenals fravalgte angriber forstår udmærket landstrænerens kritik.

- Det viser bare, hvor vigtigt det er at være i kampform. Det er selvfølgelig noget andet, når det er, at du spiller på fast basis, end når du ikke gør.

- Det var ikke min bedste landskamp, og det var heller ikke min værste landskamp. Men der er forskel på, om du kommer med rigtig mange kampe i benene, eller hvis du kommer med færre, forklarer Bendtner.

/ritzau/