Olsen udtager Agger og Bendtner mod Norge

Skrevet af admin

04/11/2013

Mest læste i dag

Landstræner Morten Olsen giver genvalg til de tre dobbelte målscorere fra VM-kvalifikationskampene mod Italien og Malta i sidste måned, når landsholdet fredag 15. november møder mod Norge i en testkamp.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside, og det betyder, at både Daniel Agger, Nicklas Bendtner og Morten "Duncan" Rasmussen er med i truppen til årets sidste landskamp i Herning.

Nicklas Bendtner scorede begge danske mål i den uafgjorte 2-2-kamp mod Italien 11. oktober, mens Daniel Agger og Morten "Duncan" Rasmussen stod for fire af målene i 6-0-sejren over Malta fire dage senere.

I det hele taget giver landstræneren genvalg til hele 21 af de 25 spillere, som var inde over truppen til kampene mod Italien og Malta, mens der er comeback til Nicolai Jørgensen fra FC København.

I lighed med tidligere venskabslandskampe på hjemmebane har landstræneren kun udtaget to målmænd.

Og her er der genvalg til de to keepere, der delte opgaverne mod Italien og Malta mellem sig, Stephan Andersen og Kasper Schmeichel. Dermed er Evian-keeperen Jesper Hansen droppet i denne omgang.

Daniel Agger, Andreas Bjelland og Simon Kjær er udtaget til centerforsvaret, mens backpladserne vil blive fordelt mellem Lars Jacobsen, Peter Ankersen, Nicolai Boilesen og Jesper Juelsgård.

Midtbanepladserne tilfalder William Kvist, Niki Zimling, Casper Sloth og Leon Andreasen, mens de mest offensive positioner går til Christian Eriksen, Michael Krohn-Dehli, Emil Larsen, Viktor Fischer, Kasper Kusk og Nicolai Jørgensen.

Nicklas Bendtner, Morten "Duncan" Rasmussen og Nicki Bille Nielsen er udtaget til pladsen som forreste angriber.

Morten Olsen udtog i alt 22 spillere.

/ritzau/