Olsens assistent: Bendtner skal passe på

Det gør mere skade end gavn, når den arbejdssøgende fodboldspiller Nicklas Bendtner indvier offentligheden i sit kulørte liv med fester, ferier og meget mere, der ikke har så meget med fodbold at gøre.

Det mener A-landsholdets assistenttræner Peter Bonde.

- De ting, han sender ud på de sociale medier, de forbedrer ikke hans chancer for at få et job, siger Peter Bonde til Tipsbladet.

Pointen er, at fodboldklubberne er begyndt at se spillerne efter, også på de sociale medier, før de beslutter sig for, om de vil købe en spiller.

Nicklas Bendtner har et år tilbage af sin kontrakt med engelske Arsenal, som han vil væk fra for at få spilletid.

Under fiasko-opholdet hos italienske Juventus i sidste sæson var Nicklas Bendtner primært i offentlighedens søgelys for ting, der foregik uden for banen.

- Selv om I journalister synes, det er interessant, og der er mange, der følger med i hans twitter-univers, så er det ikke hensigtsmæssigt, at han skriver, at han fester og har det sjovt, siger Peter Bonde.

- Det er det bare ikke. Jeg ved godt, at det er sådan, verden er, men det skal jo bruges hensigtsmæssigt, og lige nu skulle han gerne komme et sted hen og få et arbejde, siger Peter Bonde.

25-årige Nicklas Bendtner er officielt ikke en del af fodboldlandsholdet i øjeblikket, eftersom Dansk Boldspil-Union i marts tildelte ham en såkaldt tænkepause på et halvt år.

I foråret blev han taget for at have kørt i bil i Københavns gader med en promille på 1,75.

Forseelsen kostede angriberen en bøde på 842.000 kroner og frakendelse af kørekortet i tre år.

/ritzau/

 

Dagens Gossip