Olsens drenge bryder forbud mod Twitter

På det danske landshold må man ikke kommunikere på sociale medier som Facebook og Twitter, når man er samlet med truppen i forbindelse med officielle opgaver. Det har Morten Olsen dikteret.

Alligevel har fire spillere benyttet sig af Twitter, efter landsholdet trænede første gang - den 29. maj - i forbindelse med kampene mod Georgien og Armenien. De har skrevet små beskeder (tweets), sendt billeder ud eller såkaldt retweetet andre brugeres tweets.

Det viser en gennemgang Mx.dk har foretaget.

Reglerne skulle ellers være klare, siger DBU.

- De indebærer, at landstræner Morten Olsen ud fra en sportslig vurdering har fulgt de retningslinjer, han har implementeret fra hans tiltrædelse (i 2000 red.): nemlig, at spillernes kommunikation med omverdenen, når de er samlet, den går via medierne, og ikke via private mobile enheder, siger kommunikationschef Lars Berendt til mx.dk.

Jores Okore (FCN), Peter Ankersen (Esbjerg), Jesper Hansen (FCN) og Kasper Schmeichel (Leicester) har alle været aktive. Der er også udkommet et enkelt tweet fra en Twitter-konto, der angivelig er Viktor Fischers (Ajax).

I forbindelse med EM for et år siden rasede debatten omkring det forbud mod brugen af sociale medier, der var på landsholdet. Dengang sagde Lars Berendt, at forbuddet ikke kun gælder under slutrunder.

- Det har landstræneren ikke ønsket, at de gjorde i landsholdslejren. Hverken til slutrunder, eller når de spiller kampe i Danmark, sagde han til TV 2.

 

Dagens Gossip