Olympisk atlet på svær mission i NFL

Den 21-årige London-dreng af nigeriansk afstamning har fået en aftale med NFL-holdet San Francisco 49ers. Den 198 meter høje og 136 kilo tunge atlet deltog i april ved NFL Super Regional Combine, en udtagelseskonkurrence, hvor man forsøger at bevise, at man er god nok til en NFL-kontrakt. Her imponerede han voldsomt med sine fysiske præstationer, ikke mindst da han løb 40 yards på 4,78 skarpe sekunder.

Foreløbigt gælder det for Okoye at overbevise 49ers-trænerne om, at han skal være en del af den endelige trup. Det kan blive svært nok for en mand, der aldrig har før har prøvet sig selv af i denne sport. I forsæsonen kan NFL-holdene have op mod 90 mand i truppen, men den skal skæres til 53, når den rigtige sæson begynder. Udover de 53 spillere kan der så være yderligere otte mand tilknyttet, som kun deltager i træningen.

Okoye er langt fra den første atlet, der forsøger at skifte fra en af atletikkens klassiske discipliner til NFL. For fem år siden forsøgte den doping-udelukkede engelske sprinter Dwain Chambers således uden held få en karriere i amerikansk fodbold. Han forsøgte at kopiere fortidens store sprinterstjerner Bob Hayes, Jim Hines og Renaldo Nehemiah, som alle transformerede deres olympiske bedrifter til NFL-kontrakter - dog var det kun Hayes, som for alvor fik succes med skiftet.

Et skifte, der som regel er næret af ønsket om at tjene store penge på de atletiske evner.

I 2012 var minimumslønnen 390.000 US dollars i NFL, hvis man var en del af den endelige trup, mens de såkaldte 'practise players' kun tjener knap 100.000 dollars på en sæson.

Spørgsmålet er så, om det overhovedet er realistisk for Okoye at blive en succes i NFL.

Sportschefen i Dansk Amerikansk Fodbold Forbund Lars Carlsen kalder det 'en god historie', hvis det lykkes.

- Vi ser hvert år, at der kommer nogle uprøvede navne ind i NFL, og nogle af dem gør det rigtigt godt. Men det kommer helt an på, hvilken position du skal spille. Du bliver ikke quarterback i NFL, hvis hvis du ikke har spillet amerikansk fodbold i rigtigt mange år. Det er så svært, så det er nærmest fysisk umuligt.

Men andre positioner mere tilgængelige, hvis man træner hårdt og er indstillet på at få nogle knubs.

- Hvis de fysiske forudsætninger er på plads, er det afgørende, at du kan tåle, at det er en kontaktsport - eller snarere en 'collision sport'. Hvis du ikke kan håndtere det, så går det ikke.

Her har Okoye dog et forspring, da han inden han blev en af verdens bedste diskoskastere, var en talentfuld rugbyspiller, så han er vant til både at give og tage.

Foreløbigt er Okoye blevet testet som defensive linesman, og han har gjort nok til at imponere sin nye arbejdsgiver.

- Han er en Adonis (græsk gud, red.). Et fantastisk fysisk eksemplar af menneske-racen. Vores skaber har skabt et smuk mand, lyder den begejstrede vurdering fra 49ers-cheftræner Jim Harbaugh.

Okoye er dog meget realistisk i forhold til den udfordring, der venter ham:

- Jeg ved, at det bliver en latterligt hård proces, det bliver en kamp hver dag, og jeg skal kæmpe så hårdt som jeg kan for at blive bedre hver dag og ikke falde igennem i selskab med disse proffer. Jeg er klar over, at der er en stor risiko for at blive i træningstruppen, så længe de mener, at det er passende, konstaterer den unge englænder til The Guardian.

Dagens Gossip