Omar El-Hussein droppede kontrolmøder uden konsekvenser

Skrevet af admin

16/04/2015

Dagens topnyheder

Omar El-Hussein - den formodede gerningsmand til terrorangrebene i København i februar i år - udeblev i stigende grad fra Kriminalforsorgens kontrolsamtaler i de tre perioder, hvor han var prøveløsladt. Og det fik ingen konsekvenser for ham.

Det fremgår af en fortrolig redegørelse fra Rigsadvokaten, som TV2 er i besiddelse af.

Kontrolsamtalerne var ellers en del af kravet for, at Omar El-Hussein kunne forblive på fri fod.

Omar El-Hussein blev første gang prøveløsladt fra Københavns Fængsler 1. juli 2011 med vilkår om to års prøvetid og et års tilsyn. Allerede her var der ifølge Rigsadvokatens redegørelse "nogle udeblivelser fra tilsynssamtalerne", skriver TV2.

13. december 2011 bliver han igen løsladt. De næste fire måneder bliver han ifølge mediet væk fra stort set alle tilsynssamtaler.

Da han 27. juli 2012 bliver prøveløsladt, havde han igen en del udeblivelser.

- Jeg synes, det er betænkeligt, at vi har folk, der er på vej med sådan en kriminel karriere og ender så groft, som giver systemet fingeren i forbindelse med prøveløsladelse, og så reagerer systemet ikke, siger formand for Fængselsforbundet, Kim Østerbye.

- Der burde være sket en genindsættelse efter min bedste overbevisning, siger Kim Østerbye til TV2.

Den vurdering kan formand for Kriminalforsorgsforeningen John Hatting godt følge.

- Tilsynet er helt afgørende, når vi prøveløslader folk. Det er den overgang til frihed, hvor vi kan holde fast i folk, siger John Hatting.

- Her har vi at gøre med en fyr, som, hvis det havde lykkedes med at fastholde ham, måske havde kunnet undgå at begå den her kriminalitet, siger han til TV2.

/ritzau/