Ombejlede Klopp afviser fransk trænerjob

Skrevet af admin

11/08/2015

Dagens topnyheder

Den tidligere cheftræner i Borussia Dortmund Jürgen Klopp har takket nej til et trænerjob i den franske fodboldklub Olympique Marseille.

Det oplyser hans rådgiver Marc Kosicke tirsdag til avisen Bild.

- Marseille har vist stor interesse for ham, men for Jürgen er tiden ikke den rette til et nyt trænerjob, siger rådgiveren.

Den stærkt roste og ombejlede tysker forlod Borussia Dortmund efter syv succesrige år ved udgangen af sidste sæson.

Franske medier har rapporteret, at Marseille ville have ham som afløser for Marcelo Bielsa, som forlod sit job i lørdags efter nederlag til Caen, der i Frankrig betragtes som en "lilleput-klub" sammenlignet med adskillige andre klubber i Frankrig.

Jürgen Klopp har de seneste måneder også været sat i forbindelse med klubber som Liverpool, Real Madrid og Napoli, men den 48-årige tysker står fast på, at han holder fri på ubestemt tid.

/ritzau/