Ombejlet Kroos åbner op for Premier League

Skrevet af admin

10/03/2014

Mest læste i dag

Bayern Münchens tyske midtbaneprofil Toni Kroos har endnu ikke forlænget sin kontrakt med den sydtyske storklub, og det har sat gang i spekulationer om et klubskifte.

I den forbindelse er Kroos' navn især blevet sat i forbindelse med de kriseramte Premier League-mestre Manchester United.

Og den 24-årige tysker er ikke afvisende over for et skifte til engelsk fodbold.

- Der er ikke truffet nogen beslutninger endnu. Det er ingen hemmelighed, at Premier League er en mulighed.

- Situationen er, at jeg har ikke en aftale med Bayern lige i øjeblikket. Men på den anden side, så har jeg ikke aftalt noget med nogen som helst, siger Toni Kroos ifølge BBC.

Midtbanespilleren, hvis aftale med Bayern udløber i juni 2015, har gjort god reklame for sig selv i England. Han har i to sæsoner i træk scoret på udebane mod Arsenal i Champions League.

Bayern Münchens cheftræner, spanske Pep Guardiola, vil dog meget nødig af med Kroos, der kun har siddet udenfor i to kampe for de tyske mestre i denne sæson.

- Toni er et stort talent. Jeg håber, at han kan fastholde sin form i denne sæson og i de næste mange sæsoner for klubbens, siger Guardiola.

Kroos og resten Bayern München-mandskabet møder tirsdag aften Arsenal hjemme på Allianz Arena i returopgøret i Champions Leagues 1/8-finale. Bayern har en 2-0-føring med fra det første opgør

/ritzau/