Ombudsmand forventer hurtig afklaring i Eritrea-sag

Skrevet af admin

10/02/2015

Dagens topnyheder

Allerede i løbet af de kommende dage vil Folketingets Ombudsmand beslutte, om han vil sætte sin lup på sagen om Udlændingestyrelsens omstridte Eritrea-rapport.

Det skriver ombudsmand Jørgen Steen Sørensen i en sms til Ritzau.

Det sker efter, at Justitsministeriets tirsdag ganske opsigtvækkende annullerede Udlændingestyrelsens advarsler til to embedsmænd, der ragede uklar med chefer i Udlændingestyrelsen i forbindelse med udarbejdelsen af Eritrea-rapporten.

Embedsmændene undsagde offentligt rapporten og de arbejdsmetoder, der lå bag. Siden hen undsagde også flere kilder rapportens udlægning af deres udsagn, og i sidste ende måtte Udlændingestyrelsen slå bak på centrale dele af rapporten.

Folketingets Ombudsmand har under hele affæren ligget og luret i baggrunden, men han har formelt været afskåret fra at gå ind i sagen - hvis han ellers skulle ønske det - på grund af personalesagerne med de to embedsmænd.

Men nu, hvor de altså er afsluttet, er vejen så banet for, at Ombudsmanden kan gå ind i sagen og granske forløbet, hvis han finder det nødvendigt.

"Jeg kan oplyse, at vi i løbet af de næste par dage forventer at have en afklaring af, om - og i givet fald hvordan - vi går videre med sagen", skriver Jørgen Steen Sørensen, der ikke har yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Eritrea-sagen har været usædvanlig på flere punkter:

Ud over det særegne faktum, at flere kilder og - som nævnt - rapportens oprindelige hovedforfattere har undsagt Eritrea-rapporten, så formåede tidligere justitsminister Karen Hækkerup også at bringe sig i centrum i sagen.

Det skete, fordi hun flere gange turnerede med en påstand om, at hun havde igangsat arbejdet med rapporten. Udtalelser, som hun siden har kaldt en fejl.

Og at Justitsministeriet nu har ophævet Udlændingestyrelsens advarsler til embedsfolkene, gør ikke sagen mindre speget, mener arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.

- Jeg kan ikke erindre, at jeg har set fortilfælde, der minder om den her sag. Det er en helt usædvanlig situation, siger han.

/ritzau/